Forside

4sh

Min journalistik                                                                                                                                                          

For mig handler journalistikken om at gøre borgerne klogere. På sig selv og på hinanden. Jeg sætter stor pris på den velfortalte feature, der skildrer en problemstilling eller et fænomen gennem virkelige personer. Jeg holder af vedkommende journalistik, der fokuserer på de menneskelige konsekvenser af politik og polemik. Og så kan jeg lide de konstruktive vinkler; dem, der inspirerer til nytænkning, og dem der forelægger løsninger.

Der er nogle, der optager meget af min opmærksomhed – både som privatperson og journalist. Jeg er særligt interesseret i de mennesker, som lever på kanten af vores samfund. Og vores samvittighed. Jeg vil lave historien om den udsatte stofmisbruger, der gemmer sig bag nedrullede gardiner. Jeg vil blive klogere på den hjemløse mand, der sidder alene på bænken og drikker bajere. Jeg vil gå tæt på den psykisk syge med ængstelige vrangforestillinger for at forstå personens univers. Jeg vil undersøge, hvorfor, hvordan, og hvor mange det drejer sig om. Introducere mine læsere for andre tankesæt, skæbner og verdensanskuelser. For at gøre dem klogere på sig selv og på hinanden. Det er min journalistik.